Telias eks-boss Claus Jacobsen skal to år i spjældet
Claus Jacobsen, tidligere direktør i teleselskabet Telia, blev fældet af sine telefonsamtaler. Nu er han atter dømt for skattesvig
Telias tidligere administrerende direktør, Claus Jacobsen, skal to et halvt år i fængsel for at gemme værdier i millionklassen for skattefar. Sådan lød afgørelsen, da Østre Landsret i går afsagde dom over den tidligere Snekkersten-borger.
Claus Jacobsen blev dømt for skyldnersvig for godt otte millioner kroner ved at skjule en række værdier - blandt andet biler, en motorcykel og en stor mængde gældsbreve - for skattevæsnet, som han skulle indgå en gældsaftale med. Desuden havde den 53-årige Claus Jacobsen en pistol liggende hjemme i privaten. Faktisk lå pistolen i den ulåste sengeskuffe, hvilket i byretten blev anset for en skærpende omstændighed, da der var små børn i huset. Det skriver
sn.dk
.
Trods de to et halvt års fængsel fik Claus Jacobsen rabat i landsretten. Landsdommerne valgte at skære et halvt år af den straf på tre års fængsel, som manden fik, da sagen oprindeligt var for byretten i Helsingør.
53-årige Claus Jacobsen boede i en villa i Snekkersten, da myndighederne kom på sporet af ulovlighederne. I dag bor den tidligere topchef i Jylland, hvor han driver et telekonsulentfirma.
Politiet har blandt andet aflyttet mandens samtaler med advokat og revisor som led i efterforskningen.