Hver tredje dumper til køreprøve
Østjyllands Politi har den næsthøjeste dumpeprocent i landet
Østjyllands Politi har den næsthøjeste dumpeprocent i landet til den praktiske køreprøve til personbil.
Flere end hver tredje af de 10.472 elever, der gik op i fjor, dumpede. Det viser Rigspolitiets netop offentliggjorte dumpeprocenter for køreprøver i 2009, skriver jpaarhus.dk.
Kun Københavns Politi har en højere dumpeprocent end i Østjylland.
Chefen for færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi, vicepolitiinspektør Kristian Thomsen, mener, at en hård priskonkurrence mellem køreskolerne er en væsentlig årsag til, at så mange dumper.
»Mange forældre, der betaler for deres børns kørekort, prøver at skaffe det så billigt som muligt. Dermed bliver det køreskolerne med de laveste priser, der vinder", siger Kristian Thomsen til jpaarhus.dk.
Formanden for Aarhus Kørelærer Forening, Bjarne Lind, er enig i, at for mange dumper, men afviser, at det hænger sammen med, at der er for stort fokus på prisen.
Bjarne Lind forklarer den høje dumpeprocent i Østjylland med, at trafikforholdene i Århus - ikke mindst i Østergade, hvor køreprøverne i byen starter - er meget vanskeligere end de fleste andre steder i landet.