Kolindsunds Venner har vokseværk
Gav kommunalvalgets resultat ikke vand i sundet lige her og nu, så var det alligevel vand på Kolindsunds Venners mølle. En nærmest jublende formand, Jesper Nielsen, Ryomgård, kunne i dagene efter valget tælle et flertal i både Norddjurs kommunalbestyrelse og Syddjurs Byråd, der støttede tankerne om vand i Sundet som i tidligere tider.
Når "Vennerne" holder generalforsamling tirsdag 2. marts i Glassalen på Kolind Centralskole, vil valgresultatet også blive nævnt i formandens beretning. Vær ikke i tvivl om det.
Udvider bestyrelsen
Tilslutningen til Kolindsunds Venner har aldrig været større. Over 100 medlemmer betaler nu kontingent til kassemesteren.
Ifølge vedtægterne betyder det, at den nuværende bestyrelsestrojka bliver til en kvartet på generalforsamlingen, hvor Jesper Nielsen er på valg og genopstiller. Han og de to øvrige, Mårten Breum, Kolind, nu medlem af Syddjurs Byråd for SF, og kasserer Thøger Pauli, Thorsager, også medlem af SF, skal altså suppleres af et nyt navn.
Før generalforsamlingen fortæller ornitolog Jens Kirkeby om fugleliv i Kolindsund.