Efterladt hvalp nu i politiets varetægt
Opdrætteren kontaktede Dyrlægehuset, der havde fået indbragt hvalpen, men har efterfølgende ikke henvendt sig til politiet
Den 10 uger gamle hundehvalp, der torsdag morgen løb alene rundt og blev indleveret til Dyrlægehuset i Gågaden i Hørsholm, er nu i politiets varetægt.
En person, der udgav sig for at være opdrætteren, havde ellers kontaktet Dyrlægehuset.
Her på Ugebladets netavis efterlyste vi ejeren af Amstaff-hvalpen, og hos Dyrlægehuset blev dyrlæge Lone Samsøe ringet op af en person, der udgav sig for at være opdrætteren. Han var helt sikker på, at den var en af de kamphundehvalpe, han et par uger tidligere havde solgt.
Opdrætteren oplyste til Dyrlægehuset, at manden, der havde købt hvalpen, allerede var blevet træt af den og havde skilt sig af med den ved at sætte den på gaden i det kolde vintervejr.
Dyrlægen havde dog i mellemtiden afleveret hvalpen til Nordsjællands Politi, hvor opdrætteren så kunne hente sin tidligere hvalp. Men politiet har fortsat hundehvalpen i deres varetægt og har ikke fået nogen henvendelser endnu.
Politiet efterlyser ejeren i tre dage, herefter vurderes hundens adfærd og om den er velegnet til en ny familie. Er den det, vil man straks efter søge at finde en familie.
"Kan vi ikke finde en familie, så er der kun aflivning tilbage," oplyser hundeekspert Carl Erik Jørgensen fra Nordsjællands Politi.
Sidder du og ønsker at denne hvalp skal blive en del af din familie, kan du kontakte politiets servicecenter på tlf. 49 27 14 48 og spørge til sagen.