De lokale fællesråd er på banen
Fællesrådene i Hjortshøj, Risskov, Lystrup og Skødstrup har søgt sammen over fællesrådenes grænser i forbindelse med omlægningen af busstrukturen og broarbejdet på Grenåvej/Grenåbanen i Risskov.
Fællesrådet i Hjortshøj inviterede i december de øvrige til et møde i Hjortshøj.
Ikke tilfredsstillende
"For nogle år siden satte man ekstra busser ind, da togene på Grenåbanen i perioder måtte aflyses på grund af sporarbejde, og dengang var busdriften bestemt ikke tilfredsstillende," fortæller formand i Skødstrup Fællesråd, Jes Retbøll.
"Når det snart igen bliver aktuelt med indsættelse af busser i forbindelse med broarbejdet på Grenåvej, vil de fire fællesråd også være med på banen for at sikre den kollektive trafik i den periode."
30 fællesråd
En fremsynet kommune lavede strukturen for fællesrådene i 70'erne, og den nuværende formand i Skødstrup Fællesråd, Jes Retbøll, gik ind i arbejdet i 90'erne og fik tingene skrevet ned og sat i værk.
De 30 fællesråd i Århus kommune varetager hver deres lokalområdes interesser og er bindeled mellem fællesråd og kommune - og den modsatte vej.
Èn gang årlige mødes de alle til et seminar.
Fællesrådene har nedsat en arbejdsgruppe som mødes tre gange årligt. I den sidder Hans Schiøtt - Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd, Jørgen Bak - Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd, Jens Forchhammer - Åbyhøj Fællesråd og Jes Retbøll - Skødstrup Fællesråd.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Broarbejde på Grenåvej
Grenåvej skal på en bro føres over Grenåbanen, og al biltrafik på Grenåvej er nu flyttet over på de nordlige kørebaner - med to spor i hver retning og en hastighed på 50 kilometer i timen. Arbejdet forventes færdigt i december 2010.
Fra 12. juni til 12. september vil Grenåbanen være lukket på strækningen mellem Århus St. og Torsøvej. Grenåbanens passagerer bliver i stedet tilbudt transport i busser mellem de to stationer.
Mens broarbejdet står på, vil cykelstierne være lukkede - se også
www.vejdirektoratet.dk/grenaavej
.