Hussalget kræver en ny medarbejder
Det er et dejligt signal, når Nybolig i Hammel for at kunne overkomme arbejdet med at sælge boliger har måttet ansætte en ny medarbejder.
Nybolig i Hammel har fået en ny medarbejder. Ja, ny og ny! Han hedder Lars Lauridsen og var indtil for et halvt år siden sammen med broderen indehaver af home i Hammel.
Nyt at være ansat
"Da jeg stoppede som selvstændig ejendomsmægler for syv måneder siden, ville jeg tænke mig lidt om. Skulle jeg tilbage til den finansielle sektor? Skulle jeg prøve at være ansat i stedet for at være selvstændig? Ud over at overveje disse ting brugte jeg tiden til at være sammen med familien. Jeg har nok aldrig kendt mine børn så godt som nu," konkluderer Lars Lauridsen.
Der skete så det, at en dag, da han passerede Nybolig i Østergade, blev han i bogstaveligste forstand »headhuntet« ind fra fortovet. Han fik et tilbud om at være med, tænkte over det julen over, og startede som ansat i Nybolig 1. februar.
Lokal forankring
Efter 14 år som selvstændig ejendomsmægler kunne Lars Lauridsen gå lige ind på sin gamle hjemmebane:
"Hele personalet hos os har den lokale forankring. Det skal man ikke undervurdere. Folk kender os fra andre situationer end netop hushandler," siger Lars Lauridsen.
Nybolig sælger næsten halvdelen af de huse, der handles med i Hammel og omegn. Og det ser ud til at lysne lidt på antallet af hushandler. I de to sidste kvartaler af 2009 er der solgt omkring dobbelt så mange huse som i de foregående kvartaler.
"Det ser ud til, at Hammel er på vej ud af boligkrisen. Der er nemlig ved at komme gang i handlen med ejerlejligheder i Århus. Det plejer at betyde, at mange familier flytter til Hammel-området. Når handelen før i tiden var på sit højeste, var hveranden handel her i byen med en fra 8000 Århus C," fortæller Lars Lauridsen.
"Vi har stadig et pænt udbud af huse til salg, men vi vil godt have flere ind - gerne i et bredt sortiment," slutter Lars Lauridsen.