Tricktyve narrede ældre på indkøb i Ebeltoft
Formentlig udenlandske tricktyve var mandag på spil i de store dagligvareforrretninger i Ebeltoft.
I Kvickly fik en ældre kvinde fra Ebeltoft kl. 12 stjålet sin pung med penge og kort ud af sin taske, som stod i hendes indkøbsvogn.
Kl. 15.30 er de sandsynligvis samme gerningsmænd flyttet til Føtex på Strandvejen. Her betalte en ældre mand sine indkøb med sit dankort. Uden for butikken blev han kontaktet af en mand, som på et fremmed sprog bad om hjælp til at få vekslet penge.
Efter et kvarter var der hævet på stjålet dankort
Da Ebeltoftborgeren tog sin pung frem for at hjælpe manden, gik der ikke lang tid før hans dankort var forsvundet ud af pungen.
Da den bestjålne et kvarter efter fik spærret sit Dankort, var der allerede hævet 15.000 kr. på kortet.
Tricktyven beskrives som udlænding, 20-25 år, 169 cm høj og med en mørk hue på. Han kan have medgerningsmænd, som inde i forretningen aflurede den bestjålnes pinkode.
"Vi kan ikke advare nok imod den slags tricktyverier. De ældre er af en generation, hvor man gerne hjælper andre. Men man skal være forsigtig, når man bliver kontaktet med den slags forespørgsler," siger kriminalassistent Gert Nørholm, Lokalpolitiet i Grenaa.