Nu er det sidste uge med livreddere på strandene
Det er ved at være sidste chance for en dukkert på en strand med livreddere. Onsdag den 22. august takker livredderne af efter en fantastisk badesæson.
Efter at have hjulpet tusindvis af badegæster og talt med endnu flere i løbet af sommeren, pakker livredderne nu udstyret for sidste gang og lukker tårnene i næste uge. Det Skriver TrygFonden i en pressemeddelelse.
"Vi håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at få en sidste dukkert på strandene med livredderne. Ingen kan være i tvivl om, at det har været en perfekt sommer for dem, der elsker at bade. Det har også været en forrygende sæson for livredderne, der har haft travlt og talt om badesikkerhed med en masse mennesker. Vi håber, at alle snakkene med livredderne har gjort indtryk, så badegæsterne er blevet endnu mere opmærksomme på de forhold på stranden, der kan gøre badeturen farlig," siger René Højer, programchef i TrygFonden.
Bad aldrig alene
Skolerne er begyndt, og de fleste danskere er vendt tilbage til arbejdet. Dermed er den travleste periode på strandene forbi. Men det relativt gode vejr og det lune badevand kan stadig få mange til at springe i vandet. Til dem har TrygFonden Kystlivredning et godt råd.
"Til de badegæster, der bader, efter livredderne har lukket tårnene, er mit bedste råd aldrig at bade alene og at tage sig i agt for de lokale forhold på strandene. I fralandsvind skal badedyr blive på stranden, og i pålandsvind opstår risiko for stærk udadgående strøm i revlehuller. Hvis man bader flere sammen, har man bedst mulighed for at blive hjulpet, hvis man kommer i problemer, og det kan ske for selv den bedste svømmer," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.