25 biler blev sat i fængsel under festival
Politiet undrer sig noget over bilisternes ageren
Smukfest Traditionen tro har festivalen i Dyrehaven været med til at gøre livet surt for de, der har brug for en parkeringsplads i især Skanderborg midtby. Men også på adskillige andre veje har der været problemer med ulovligt parkerede 'festival-biler'.
På Facebook har adskillige skanderborgenserne kunne fortælle om biler, der holder ulovligt parkeret - og der har været en undren over, at der ikke er udskrevet p-bøder og fjernet biler i større stil.
Ifølge Sydøstjyllands Politi er i alt cirka 25 biler blevet fjernet af DK Vejhjælp og sat i bilfængsel. Det er sket i de tilfælde, hvor politiet ikke har kunnet få kontakt med ejerne af biler, der eksempelvis har været parkeret på en brandvej eller foran en port.
Torsdag blev der udskrevet 41 p-bøder, mens tallet fredag var oppe på 50. Lørdag var bødeblokken igen i aktion 50 gange.
Hos Sydøstjyllands Politi undrer man sig bilisterne.
"Der er et kæmpe parkeringsområde ved Hylkevej og vejledninger til alle parkeringspladserne. Og inde i hele byen er der skiltet, hvor man ikke må holde," lyder det fra vicepolitiinspektør Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.