Politiet måtte gribe ind under Britney koncert
Mange forlod koncerten før tid og gik mod telrområdet
Politiet måtte træde til og asssistere ved Smukfest, da mange festivalgæster onsdag nat forlod festivalpladsen, før hovednavnet Britney Spears var færdig med sin koncert, der var programsat til klokken 23.15.
Da de mange gæster gik mod teltområdet, valgte politiet at afspærre Horsensvej for trafik i den ene retning og lade gæsterne bruge vejen til at komme hjem i deres telte.
"Vi ekskorterede de gående stille og roligt ud. Det var det samme, som vi gjorde, da busserne var ude af drift. Så snart folk var inde på den rigtige side af hegnet, åbnede vi igen op for trafik," oplyser vicepolitinspektør Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.
Trafikken på Horsensvej var ifølge Lokalavisens oplysninger afspærret og ensrettet i en halv times tid, da gæsterne i hobeflok forlod pladsen.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at politiet i øvrigt har haft en rolig opstart på festivalen uden alvorlige sager. Politiaktionen mod busserne, der blev indkaldt til syn og derfor var ude af drift og ikke kunne transportere gæsterne fra Kærligheden til festivalpladsen, gav lidt udfordringer for festivalen, oplyser politiet.
Derudover er enkelte personer blevet sigtet for besiddelse af stoffer, og der blev blandt andet fundet nogle joints i en hæk, men det er ifølge politiet i småtingsafdelingen.