State: Jon fra Aarhus har skabt energidrikken, som Eriksen, Wozniacki og Magnussen elsker
Aarhusianske Jon Andersen har sammen med partneren Kim Have skabt energidrikken State, som de håber kan nå ud til hele verden
Christian Eriksen, Caroline Wozniacki og Kevin Magnussen. Det er tre af de absolut største navne inden for dansk sport. Alle har de det tilfælles, at de er ambassadører for energidrikken State. Et firma, der er opstartet af en ung aarhusianer med store ambitioner, nemlig Jon Andersen.
"Vi er gået uerfarne ind i det her. Men jeg har altid troet på, at hvis vi lykkedes med at skabe et produkt, som er bedre end de andres, så bliver vi en succes. Så kan det godt være, at vi slår hovedet 100 gange, men vi finder altid en vej," siger Jon Andersen og tilføjer:
"Og nu har vi også fået superstjerner i front for vores produkt, og vi har flere topatleter, der bruger State. Det er vildt at opleve den glæde, og det er fantastisk, at vi er nået hertil, selvom det bare er starten på noget stort."
Sammen med Kim Have har han udviklet en energidrik, der ifølge ham selv er den bedste på markedet.
"Det gør mig stolt, at vi har flere landsholdsspillere i forskellige sportsgrene, der bruger vores produkt, udelukkende fordi de kan mærke en positiv forskel. Eksempelvis kontaktede landsholdsanfører Simon Kjær os for at få vores produkter, og det er jo ikke en atlet, vi har en aftale med. Det viser, at vi gør noget rigtigt, når atleterne kommer til os, og ikke den anden vej rundt," slår Jon Andersen fast.
Starten på State
Den 28-årige aarhusianer, der har boet flere år i Viby samt gået i skole på både Sankt Knuds Skole i midtbyen og Rosenvangskolen i Viby, fortæller, at State-rejsen startede, da han i sine 20'ere spillede divisionsfodbold og selv blandede sine egne energidrikke.
"Energidrikken bestod af en sukkerfri Redbull, en halv Powerade, salte/elektrolytter, forskellige kulhydrater og lidt vand. Folk tænkte nok, at jeg var tosset, men jeg endte med at kunne løbe længere og undgik at få krampe."
Manden bag den populære energidrik havde egentlig aldrig tænkt, at der skulle gøres en forretning ud af det. Det var kun til eget forbrug i starten, men det ændrede sig en efterårsdag i 2012.
"Det slog mig, at jeg kunne gøre det meget bedre. Det var som at blive ramt af lynet, og så gik jeg ellers i gang med at undersøge, hvordan gør man det her."
Jon Andersen havde brug for dygtige folk i branchen, og det fandt han blandt andet i Jens Bangsbo, professor og fysisk træner, samt Kris Stadsgaard, tidligere professionel fodboldspiller.
"Vi fik en masse folk ind med forskellige kompetencer, så var vi dækket ind på diverse områder. Herefter skulle vi rejse to millioner, før produktet kunne blive en realitet. Det lykkedes os i august 2014."
Det nye Nike
I 2015 ramte State hylderne i 7-eleven, men tre uger efter lanceringen ændrede både smag og farve sig, fordi the-ekstrakterne ikke var stabile.
"Det har generelt været en enorm udfordring at skabe den smag, som vi gerne ville, for det må ikke være syntetisk," siger Jon Andersen.
Det er dog, som et resultat af hårdt arbejde, lykkedes at skabe et færdigt produkt. Et produkt, som tusindvis af mennesker har taget godt imod.
"Det har helt sikkert været en gamechanger for os at få personer som Christian Eriksen, Caroline Wozniacki og Kevin Magnussen ind som partnere. Pludselig har vi tusindvis af reklamer i hele landet, og en analyse viser, at 30 procent mellem 15 og 29 år har set en State-reklame. Det er alligevel en del."
Men det stopper ikke her. Langt fra, fortæller den ambititøse iværksætter.
"Det er ambitionen at bygge State op, som Nike blev bygget op over tid og skaleret op. Det lyder højtravende, men så må vi se, hvor vi ender, og i hvilke lande. Men vi har efterhånden bygget et netværk og en familie af superstjerner op. Så vi tror på det."
Det kræver dog, at man kommer ud over landets grænser, og det er man allerede godt i gang med, afslører Jon Andersen over for Lokalavisen Aarhus.
"Vi har blandt andet møder med to tyske superstjerner og mange andre. En fodboldspiller og en tennisspiller, så det bliver meget spændende," fortæller medejeren og uddyber:
"Men der er lang vej endnu. Vi har været i gang i seks år, men rejsen er først lige begyndt."