Svane & Lührs: 21-årige Oliver fra Aarhus overtager roret i sine forældres smykkefirma
Efter 36 år har ægteparret bag Svane & Lührs solgt halvdelen af smykkevirksomheden. Svane & Lührs er for nyligt flyttet ind i nye lokaler på Thorsvej i Åbyhøj, hvor parrets 21-årige søn fremover vil stå for den daglige ledelse
ERHVERV Svane & Lührs er et aarhusiansk smykkebrand. Bag det står ægteparret Claus Svane og Pia Lührs. Efter 36 år har Svane og Lürhs besluttet at sælge halvdelen af familievirksomheden til erhvervsmanden Michael Skanderby. Samtidig har deres 21-årige søn, Oliver Svane, overtaget den daglige ledelse.
"Michael Skanderby kommer til at stå for regnskab og it-delen, mens jeg kommer til at stå for salg, kundekontakt og markedsføring - det er en perfekt kombination. Vi tror på, vi sammen har det, der skal til for at drive virksomheden videre, og med de nye lokaler får vi ligesom en ny start," siger Oliver Svane og gør en fejende armbevægelse ud i de nye lokaler, der fremover skal fungere som show-room, pop-up shop, hovedkvarter og ny base for Svane & Lührs.
Fra han var helt lille, har Oliver Svane har været med på sidelinjen.
"Jeg er, hvad man kan kalde næste skud på stammen fra Pia Lührs og Claus Svane. Jeg har hjulpet til i firmaet, siden jeg var fem år, og som årene er gået, har jeg været hele vejen rundt; jeg har pakket smykker, besvaret telefonopkald, været med på messer, været med ude hos kunder, og besøgt nogle af de fabrikker, vi samarbejder med," remser Oliver Svane op.
Han blev færdig på HHX for to år siden.
"Jeg er i gang med mit andet sabbatår. Eller hvad man nu skal kalde det," ler han med reference til de mange arbejdstimer, han lægger i Svane & Lührs.
Learning by doing
Oliver Svane har altid interesseret sig for at arbejde med virksomheder. Så meget at han i slutningen af 3. g. etablerede sin egen af slagsen; iDrop, der udfører reparation af elektroniske devices.
"Familievirksomheden er et smykkefirma, og derfor føles det naturligt at gå ind i branchen. Jeg kan godt lide smykker og går da også selv med nogle enkelte, men jeg var nok ikke gået ind i smykkebranchen af mig selv."
Oliver Svane drejer på det armbånd han har om håndleddet. Svane & Lührs design selvfølgelig.
"Efter 36 år med mine forældre ved roret er tiden kommet til at tænke lidt ud af boksen og sparke et Svane & Lührs anno 2018 ud over rampen. Det synes jeg er sindssygt spændende, og jeg har masser af idéer at byde ind med. Og jeg tror, mit drive og mine nye input kombineret med min fars mange års erfaring, er en ekstremt solid base at bygge en virksomhed på," lyder det sikkert fra Oliver.
At overtage ledelsen af familieforetagendet som bare 21-årig kan lyde som noget af en mundfuld. Og er det formentlig også. Men det tager ikke modet fra den ambitiøse, unge mand.
"Jeg har jo prøvet kræfter med rigtig mange af de daglige opgaver i årenes løb, så på den måde er det nok mest udadtil, der er det store ramasjang ved, at jeg overtager den daglige ledelse..."
Oliver tøver kort.
"Men det kan da godt blive en udfordring for mig at være 'den nye i klassen' og som 21-årig at skulle ud til nogle af de kunder, som har været i branchen altid. Smykkebranchen er præget af mange spillere, der har været med i mange år, og hos dem nyder jeg ikke den samme respekt som min far. Men det kan jeg forhåbentlig komme til. Jeg er vokset op med 'learning by doing'. Det betyder, at det langt fra er første gang, jeg står på egne ben, og at jeg er vant til at møde nye udfordringer," siger Oliver og tilføjer:
"Udfordringer skræmmer mig ikke. Nærmere tværtimod; jeg bliver hypet af dem. Og så trives jeg med at have ansvar. Men der er ingen tvivl om, at jeg skal have snuden i sporet. Hele tiden!"
Network marketing er fremtiden
Det er almindeligt kendt, at smykkebranchen generelt har været presset, og flere firmaer har været nødsaget til at dreje nøglen om.
"Svane & Lührs er formentlig nogle af dem i branchen med det ældste CVR-nummer. Mange har måttet dreje nøglen om, enten for at åbne igen under nyt CVR-nummer eller helt lukke ned. Og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi også har haft perioder, hvor vi har overvejet at gøre det samme. Men fordi det er en familievirksomhed, som har stor betydning for os alle sammen, er det som om, den der nøgle er dét sværere at finde..."
Oliver smiler skævt.
Samme med Michael Skanderby har Oliver Svane allerede lagt en fremtidig strategi for virksomheden. I dag sælger Svane & Lührs primært smykker via guldsmede og webshop, men i fremover skal en stor del af salget ske gennem network marketing, hvor privatpersoner køber kollektioner til nedsat pris og herefter sælger smykkerne eksempelvis via homeparties eller sociale medier.
"Network marketing giver os mulighed for at ramme nogle private kunder, vi ellers ikke ville være nået ud til. Samtidig har det stor brandingværdi, at vi bliver mere synlige på sociale medier og til mindre events," siger Oliver Svane.
Han er ikke i tvivl om, hvad fremtidsdrømmen er.
"Jeg drømmer om, at virksomheden vokser sig større og større, og at flere forretninger får øjnene op for Svane & Lührs og får lyst til at forhandle vores smykker. Målet er, at når jeg nævner Svane & Lührs, så ved otte ud af 10, hvem vi er. Det mål, tror jeg, er realistisk. Vi har et godt produkt, i god kvalitet og til en god pris," slår Oliver Svane fast.