Anmelderne saver Britney midt over - med den store sav
Pop-divaens koncert kaldes alt fra pinlig og grotesk til en kandidat til århundredets værste koncert
"Britney spillede muligvis århundredes dårligste koncert".
Sådan indleder Politiken sin anmeldelse af Britney Spears med spænding ventede koncert på Bøgescenen. Ordet 'tåkrummende' indgår også i anmeldelsen, der neder ud med en enkelt stjerne.
Og så tænker du måske, at Politikens udsendte nok havde fået ikke bare et, men to ben forkert ud af hængekøjen. Men resten af anmelderkoprset er enige.
Ekstra Bladets Thomas Treo kalder Britney for 'en uoplagt robot, der trissede omkring med tomt blik i et rædselsfuldt og mekanisk show uden varme og charme'.
"Gennem 90 pinefuldt lange minutter fik man ondt af både Britney, publikum og sig selv. Det var nærmest tragisk. Snøft," skriver Treo blandt andet og giver konerten en enkelt stjerne.
"Britney har intet tilbage," er afskedssalutten.
BT's overskrift på koncerten er: 'Kæmpe fiasko: Skandaløst ringe Britney-show på Smukfest'.
"Havde man kun købt billet til Smukfest for at se Britney Spears i år, bør man straks bede om pengene igen. For sikke en omgang skingert, upersonligt freakshow den for længst fallerede amerikanske popstjerne serverede i bøgeskoven," kan man løse i BT, der også kvitterer med en enkelt stjerne.
I Jyllands-Posten kan man læse, at 'Britney Spears spiste sit publikum af med kunstig forestilling, der mindede mest om en vovet gymnastikforestilling'.
"Men kunne Britney Spears ikke - bare ind imellem - have vist, at der var et menneske til stede under den høje hat, lingeriet og pelsen, istedet for blot at give den som rekvisit omkring stripperstangen i et show, der tilfældigvis var nået til Skanderborg. Ikke sært, at horder af mennesker udvandrede undervejs.Spild af tid," står der i anmeldelsen.
Musikmagasinet Gaffa konstaterer, at 'Smuk fik freakshow for pengene' og giver tre af seks stjerner.
"Man skal anmelde en koncert ud fra den præmis, den nu engang er udført under, men lad det være sagt: det var syret. At se en voksen kvinde igennem halvanden times show, insisterende på at få det til at se ud, som om hun leverer hver en strofe gnidningsfrit, til trods for hun nærmest bogstaveligt talt flyver rundt på scenen. Når det så er sagt, må man også erkende, at Britney Spears er Britney Spears, og der vil være mere dans, gøgl og løjer end egentlig sang," skriver Gaffa.