Tine Midtgaard dropper skolen
Den 16-årige Tine Midtgaard fra Brede sætter nu alt ind i kampen for at vinde X Factor. Det betyder et midlertidigt farvel til undervisningen på 10. klassecentret i Lyngby
Lyngbys lokale X Factor-håb Tine Midtgaard tager nu drastiske midler i brug for at forsøge at stige til tops i DR's store talentshow. Hun har netop meddelt inspektøren på Lyngby Ungdomsskoles 10. klassecenter, at hun dropper den daglige undervisning. "Jeg har aftalt med skolen, at hvis jeg selv kan få læst op på lektierne og bestå mine eksamener, så er det i orden," siger den unge sangerinde til ugebladet Her & Nu. 16-årige Tine Midtgaard, som i de seneste liveshows har gjort en god figur, er godt klar over, at hendes beslutning ikke vækker begejstring alle steder. Særligt ikke hos lærerne på skolen. "De er ikke superglade for, at jeg ikke er i skole. Men det er vist mest inspektøren, der står for det," siger Tine Midtgaard til Her & Nu. Den unge sangerinde kom med i de afgørende liveshows på et hængende hår. I første omgang imponerede hun ikke dommer Remee synderligt meget, men den populære hitmager ændrede sidenhen mening, og valgte at give Tine Midtgaard en chance. Og det har han ikke fortrudt. Sammen med de to andre deltagere i kategorien under 25 år betragtes hun nu som en af favoritterne. På fredag er temaet for X Factor-deltagerne rock. Hvad Tine skal synge er endnu hemmeligt.