Skoleleder - mellem politik og praksis
Det er en garvet embedsmand, der har indtaget skolelederens kontor på Auning Skole. Henrik Schou har de seneste ti år bevæget sig i forvaltningsregi på østjyske rådhuse, hvor han har været optaget af strukturerne på børne-, unge- og fritidsområdet.
Men siden 1. januar har han befundet sig midt i hverdagen, hvor børnene og de unges liv leves om dagen, nemlig som skoleleder på Auning Skole.
Umiddelbart efter at være færdig på lærerseminariet arbejdede Henrik Schou fire år som lærer på en privatskole i Randers. Siden 1999 har det imidlertid været den overordnede teoretiske tilgang, Henrik Schou har haft til skoler og pædagogik i kraft af sine jobs i forvaltninger i kommuner rundt om Randers. På hans visitkort har der blandt andet stået skolekonsulent, skolechef, udviklingschef og kultur- og fritidschef.
Men at han er glad for at være tilbage i krydsfeltet, skolelederens kontor, lægger han ikke skjul på. Han er dybt optaget af skoleudvikling og pædagogik, og trives i det rum, hvor ideerne skal føres ud i livet.
Skoleudviklingsprojekter
Både i Rosenholm og Nørhald kommuner bestod en del af hans arbejde i skoleudviklingsprojekter i EU, og han rejste rundt i det meste af Europa og var med til at føre projekterne til dørs.
"Jeg har altid været i gang med skoleudvikling, og jeg har efterhånden en god ballast i forhold til at få det omsat til praksis".
I den stilling han sidder i i dag har han muligheden for at opfange de politiske mål, der kommer fra Folketing og kommune, og få dem formidlet til sin skole. Det er spændende, synes han. Og ved hjælp af sine erfaringer i det politiske niveau ved han, hvordan tingene er skruet sammen, og hvordan beslutningsgangene er. Det giver ham nogle gode værktøjer som den, der i krydsfeltet skal føre tingene ud i livet.
Ud og se
På sin første skoledag var Henrik Schou rundt på skolen og hilste på eleverne og personalet. Det vil han gøre jævnligt.
"Jeg har det godt med at komme tilbage til en tættere kontakt med eleverne, og jeg vil gøre et stort nummer ud af at være så meget som muligt ude blandt elever og medarbejdere."
"Der er nok at lave på kontoret, men for at udvikle og holde hånden under pædagogikken og projekter, er jeg nødt til at komme ud og se, hvad der sker."