Så skal der bokses i Rønbækhallen
Hinnerup-Favrskov Bokseklub er vært for både JM i boksning og DM
For andet år i træk afholder Hinnerup-Favrskov Bokseklub både JM og DM i boksning. De Jyske mesterskaber afholdes 6.-7. februar, mens DM afholdes 10.-11. april i Rønbækhallen. Det er anden gang at den lille bokseklub afholder DM, mens det bliver fjerde gang at JM afholdes i Hinnerup.
Det er i ungdomsrækkerne at Hinnerup-Favrskov Bokseklub igen har fået æren af at afholde mesterskaberne for U15, U17, U19, samt begyndermesterskaberne.
I alt dukker der 170 boksere op fra mere end 41 danske klubber og formand Birger Petersen fra Hinnerup-Favrskov Bokseklub håber, at der hver dag vil være mellem 500 og 700 tilskuere på plads i hallen. Den lille bokseklub har, trods sin størrelse, en del mestre i "stalden" og kan prale af tre jyske mestre og danske mestre i tre forskellige vægtklasser.
De godt 35 frivillige fra bokseklubben står klar til at indkvartere de mange boksere. Stævnet begynder klokken 10.00 både lørdag 6. og søndag 7. februar. Der er fri entré. Der vil være lodtrækning af sponsorgaver fra byens handlende på indgangsbilletten, fortæller Birger Petersen.