Den koldeste vinter i 14 år
Ikke siden 1996 har vi haft så kold en vinter
Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at vi har haft en usædvanlig lang og kold vinter. Og nu har DMI regnet lidt på, hvor koldt det egentlig har været.
Meteorolog og leder af DMI's Data- og Klimainformation Lone Seir Carstensen har lavet en foreløbig beregning, der viser, at middeltemperaturen for kalendervinteren, der løb fra 1. december 2009 til 28. februar 2010, endte på minus 1,5 grader.
"Det er to grader under normalen på 0,5 grader for perioden 1961-1990. Dermed er vinteren den koldeste siden vinteren 1995-1996, hvor vi endte på minus 2,3 grader," fortæller Lone Seir Carstensen.
Ikke så meget regn
Den samlede danske nedbør i den netop overståede vinter endte på 141 millimeter, og det er lidt mindre end normalt.
"Normalen for nedbør i en dansk vinter er 161 millimeter, så ret beset er vinteren endt i den tørre ende af skalaen. Dog er kolde vintre ofte meget tørre, så for en kold vinter var 2009-2010 forholdsvis nedbør-rig," siger Lone Seir Carstensen.
Mens vi ikke fik så meget nedbør, som vi plejer, så endte antallet af soltimer på 160, og det er lidt mere end en normal dansk vinter, hvor solen i gennemsnit skinner i 155 timer, oplyser DMI.