Fuld udlicitering af den kommunale rengøring
Med virkning fra 1. juni udliciteres den sidste del af rengøringen i de kommunale bygninger. Det drejer sig om den vestlige del af Favrskov Kommune
Både i Hadsten og Hinnerup har rengøringen i de kommunale bygninger været varetaget af et rengøringsfirma gennem en periode. Institutionerne har nu givet deres vurdering af, hvordan det er gået.
Næsten kun positivt
Tilbagemeldingerne har overrasket borgmesteren positivt:
”Jeg har jo altid været noget skeptisk over for udliciteringen, men i denne situation er jeg blevet positivt overrasket,” siger Nils Borring.
Evalueringen kører både på kvaliteten og samarbejdet, og for begges vedkommende er tilfredsheden slående.
Med hensyn til kvaliteten siger kun 6%, at de har været utilfredse, og utilfredsheden er koncentreret om to skoler og en børnehave.
Med hensyn til samarbejdet har det haltet på de samme to skoler, men under 2% af alle institutionerne har været utilfredse.
Sparer penge
Udliciteringen i den vestlige del af kommunen er fremskyndet lidt af økonomiske grunde. I budgettet er der nemlig indskrevet en besparelse på området på 1.5 mio. kr. på årsplan. Virkningen for 2010 er jo selvsagt kun halvdelen.
Om udbuddet af arbejdet resulterer i den forventede besparelse, vides ikke, men tallene er fremkommet ved at se på, hvad der skete, da Hadsten og Hinnerup fik udliciteret deres rengøringen.