Driftig bager overtager købmandsbutikken i Holbæk
1. marts blev Ulrik Bach den nye købmand i Holbæk efter Anton Christensen. De første par uger skal lokalerne sættes lidt i stand, og derefter åbner købmandsbutikken igen. Denne gang med navnet Bacheriets Købmand på facadeskiltet.
Ulrik Bach og hans kone Rikke Bennekou Bach smøger selv ærmerne op og maler og sætter i stand. Mandag 15. marts er der åbning og reception.
En rigtig købmand
Ulrik Bach understreger, at det bliver en 'rigtig' købmand, der åbner - ikke blot en kiosk med et begrænset udvalg.
"Det er vigtigt for mig, at butikken ikke får betegnelsen 'en døgnkiosk'. Vi får cirka 500 varegrupper, hvor en kiosk måske har 100."
Et lidt sjældent syn i en landsby af Holbæks størrelse bliver, at byen nu også får en fuldt kørende bagerbutik. Ulrik Bach har da også været ude og købe nyt bager-inventar.
"Bagerafdelingen er min force. Jeg vil slæbe alt med til Holbæk af, hvad vi har i Allingåbro. Der bliver selvfølgelig alt indenfor brød og kage, og så kommer der pastasalat, håndmadder, flutes med pålæg med mere. Jeg tager selvfølgelig også imod bestillinger på kagemænd og bryllupskager."
Flere trumfer i ærmet
Beboerne i Holbæk og omegn kan godt glæde sig. Udover at de beholder deres købmandsbutik og ovenikøbet får en bager, har Ulrik Bach også andre trumfer i ærmet. Han har for eksempel lavet en aftale med MadXpressen i Allingåbro om levering af ugepakker med middagsretter til en pris fra 235 kroner for syv retter. Slagter Knudsen er også på banen. Ham har Ulrik Bach lavet en aftale med om levering af hjemmelavet leverpostej. På hylderne vil man også kunne finde brugskunst fra Cadeau, blomster fra Blomsterfeeen i Ørsted, og Dagli-Brugsen i Allingåbro er på banen i form af et samarbejde om en udvidelse af vinafdelingen samt levering af en del af dagligvarerne. Endelig vil man fremover kunne købe bland-selv-slik. Håndjøbsafdelingen fortsætter. Prismæssig vil der være både et billigt sortiment og et lidt dyrere.
Ulrik Bach har besluttet at fortsætte med landturen, selv om der ikke er den store gevinst ved det.
"Økonomisk er der ingen fidus i det, men jeg synes at det er en service overfor lokalbefolkningen, som en lokal købmand skal yde."
Mester og svend
Med i overvejelserne, da Ulrik Bach og Rikke Bennekou Bach besluttede, at Bacheriet skulle udvides med en købmandsbutik i Holbæk, var, at personalet i Bacheriet er godt og stabilt. At bagermesteren selv er væk tre dage om ugen for at ekspedere ved købmandsdisken i Holbæk, skete der ikke så meget ved, vurderede de. Ulrik Bach vil arbejde i Bacheriet i Allingåbro tirsdag og torsdag og være i købmandsbutikken i Holbæk mandag, onsdag, fredag og hveranden lørdag.
Én af bagersvendene fra Allingåbro, Jan Axelsen, vil man også kunne finde bag købmandsdisken. Her vil han ekspedere to dage om ugen og så arbejde i Bacheriet de øvrige dage.
I Bacheriets Købmand vil man også kunne blive ekspederet af Karina Elkjær, der tidligere har været ansat hos Anton Christensen.
Rikke Bennekou Bach vil tage sig af kontorarbejde og alt forefaldende i både Bacheriet, som hun også går i dag, men fremover tillige i Bacheriets Købmand.