Orlov til Tom Bytoft i kommunalbestyrelsen i Norddjurs
Borgmester Jan Petersen beder resten af kommunalbestyrelsen om lov til at indkalde en stedfortræder for partifællen Tom Bytoft, Auning, der ikke kan deltage i det politiske arbejde i den kommende tid. Tom Bytoft vil være fraværende i mere end en måned, og derfor skal Jan Petersen foreslå kommunalbestyrelsen, at der bliver indkaldt en afløser.
Første stedfortræder på Socialdemokratiets liste er Marianne Gade Nielsen, som indtræder i kommunalbestyrelsen allerede på mødet tirsdag 3. februar.
Det er dog den samlede kommunalbestyrelse, der beslutter om forudsætningerne i Styrelsesloven er opfyldt for, at Marianne Gade Nielsen kan tage plads blandt de 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Hun træder ud igen, når Tom Bytoft er klar til at genoptage sit politiske arbejde.