Thomas Evers Poulsen skylder ansatte 375.000
Fagforbund lagde danserens restaurant i graven, fordi fire 3F'ere har flere hundredetusinde til gode
To kokkeelever, en tjener og en kok mangler tilsammen at få 375.000 kroner i løn og feriepenge hos Thomas Evers Poulsen.
Den kendte danser drev sammen med flere familiemedlemmer spisestedet Auktionen på Hundested Havn. Siden oktober har restauranten været i betalingsstandsning, men den kunne alligevel ikke rejse kapital nok til at betale den manglende løn, og for en uge siden gik virksomheden altså konkurs.
"Vi har opgjort et krav på omkring 375.000 kroner for de fire medlemmer, som dækker manglende løntillæg for aften- og weekendarbejde og feriepenge," siger Rudi Andreassen fra 3F Nordøstsjælland til
Nyhedsbrevet 3F
.
Gode chancer for at få pengene
Rudi Andreassen fortæller, at det var 3F Nordøstsjælland, som fik virksomheden begæret konkurs for at sikre medlemmernes penge.
"Da vi fandt ud af, at konkursen truede, og at medlemmerne manglede en stor del af lønnen, måtte vi gå i skifteretten og få virksomheden erklæret konkurs. På den måde kan de ansatte søge om pengene hos Lønmodtagernes Garantifond, siger Rudi Andreassen og fortsætter:
"Sådan som jeg ser det, er der en god chance for, at medlemmerne får deres penge hos LG."
Nyhedsbrevet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Evers Poulsen.