Herlevs hospitalsdirektør stopper øjeblikkeligt
136 medarbejdere blev fyret på Herlev Hospital 13. januar - i dag gik direktøren Helge Kjersem. Tillidsrepræsentant og afdelingsleder beklager beslutningen
Først blev 136 medarbejdere på Herlev Hospital fyret, og i dag forlod hospitalsdirektør Helge J. Kjersem sin direktør kontor. Ifølge Region Hovedstaden er hans fratræden sket efter »gensidig aftale«.
Stillingen vil fra i dag blive varetaget af Søren Rohde, som bliver lånt ud fra en stilling som hospitalsdirektør på Bispebjerg Hospital.
Fyringerne har især ramt social- og sundhedspersonalet samt sygeplejerskerne, men også lægesekretærer, jordemødre og kontoransatte har mistet deres arbejde. Også flere af regionens øvrige hospitaler, Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital, står foran store fyringsrunder som følge af budgetoverskridelser på flere hundrede millioner kroner.
Helge J. Kjersem har tidligere kritiseret det nuværende system for at straffe sygehuse med en høj aktivitet, der behandler mange patienter.
Ifølge
politiken.dk
ønsker formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S) ikke at kommentere historien, da der er tale om en personsag. Vibeke Storm Rasmussen har tidligere over for Politiken afvist at svare på, om hun havde tillid til den nu fratrådte direktør.
Charlotte Høfting, fællestillidsmand for sygeplejersker og radiografer, kalder Helge J. Kjersems fratræden 'en forkert beslutning'.
Hun mener, at ansvaret for den store budgetoverskridelse på Herlev Hospital ligger højere oppe i systemet hos ledelse og politikere i Region Hovedstaden.
»Det er svært at forstå, at man vælger at afskedige vores direktør, som ikke har gjort andet end at løse den politiske opgave, han har fået og behandlet flere patienter«, siger Charlotte Høfting, der også er formand for hospitalets kontaktudvalg, til
politiken.dk.
Også flere afdelingsledere kritiserer ifølge Ritzau det, de ser som en regulær fyring af Helge J. Kjersem.
»Han har lavet et godt stykke arbejde, og ingen ønskede, at han ikke skulle fortsætte. Det er et enigt hospital, der står bag den genopretningsplan, der er lavet, så vi undrer os over, hvorfor han skal tage ansvaret«, siger ledende overlæge Bent Chræmmer til Ritzau.
Mens Søren Rohde er udlånt til Herlev Hospital, konstitueres vicedirektør Janne Elsborg i stillingen som hospitalsdirektør på Bispebjerg Hospital.