Farvel til teamleder i kultur og fritid i Syddjurs
Birgitte Bach Thomsen, teamleder ved kultur og fritid i Syddjurs Kommune, siden 1. april 2009, stopper med udgangen af februar 2010.
1. marts tiltræder hun stillingen som afdelingsleder ved Bo- og Aktivitetscenter Fakkelgården i Hornslet, der hører under Syddjurs Kommune.
"Det er da lidt med blødende hjerte, at jeg stopper som teamleder ved kultur og fritid, hvor jeg synes, at vi har gang i mange spændende ting trods begrænsede økonomiske ressourcer, men jeg er naturligvis glad for, at jeg har fået jobbet på Fakkelgården," siger Birgitte Bach Thomsen, 40.
Hun har mange uddannelser på sit cv, bl.a. som pædagog og socialrådgiver, og var før kommunesammenlægningen i 2006 ansat som dagplejeleder ved Rosenholm Kommune.
Birgitte Bach Thomsens stilling bliver ikke besat ved interne rokeringer, men kommer snart til at optræde som stillingsopslag i jobannoncerne.
Engagementet i idræts- og foreningslivet fortsætter hun, som nyvalgt medlem af fodboldbestyrelsen i TRIF.
Udviklingskonsulent stopper også
Også udviklingskonsulent i afdelingen for Plan, Udvikling og Kultur, Tina Degn Rasmussen, stopper sit virke ved Syddjurs Kommune. Den ingeniøruddannede udviklingskonsulent tiltræder 1. februar en stilling som planlægger i Miljøministeriets Biogassekretariat, der får til huse i Aarhus.
Tina Degn Rasmussen kom til Syddjurs Kommune fra nabokommunen Norddjurs, hvor hun var konsulent i Norddjurs Kommunes udviklingsafdeling.
I december 2007 blev hun ansat som ny udviklingschef i Norddjurs Kommune, men hun besluttede imidlertid, at hun alligevel ikke ønskede at tiltræde stillingen og stoppede helt ved udgangen af februar 2008.
Begrundelsen for beslutningen var, at Tina Degn Rasmussen ikke fandt de vilkår kommunen tilbød, var tilfredsstillende. Det dækker reelt over, at de to parter ikke kunne blive enige om lønnen