Bonderøven og det simple liv
Frank Erichsen – bedre kendt som ”Bonderøven” fra tv – fortæller i sit foredrag tirsdag 9. februar i InSide i Hammel om, hvordan han er blevet inspireret til ” det simple liv”, og om hvordan han arbejder med selvforsyni
På Kastanjegården på Djursland forsøger Frank Erichsen, Bonderøven fra DR2, at drive landbrug på den gammeldags måde. Ikke fordi det altid er lettere, men fordi det føles bedre. 'Det er ikke, fordi jeg vil tilbage til stenalderen', siger han, blot vil han gerne gøre hverdagen mere enkel. Han ynder at omgive sig med ting, som han selv kan reparere og dermed bidrage til en opbremsning af forbrugssamfundet. Selv hans karakteristiske kasket har været lappet mange gange.
Allerede som 11-årig faldt Frank Erichsen over John Seymours "Håndbog i selvforsyning". Sådan ville han leve – enkelt og nøjsomt uden økonomisk spændetrøje, og siden har han eksperimenteret med dyrkning og håndværk. Fjernsynsseere i massevis er faldet for "Bonderøven"s ligefremme og charmerende facon, når han fortæller om sit ægte liv som modvægt til alt det forlorne.
"Foredraget foregår på Hammel Bibliotek tirsdag 9. februar kl. 19. Billetsalget går rigtigt godt, så vi anbefaler, at man sikrer sig en billet på forhånd. Det kan gøres enten på www.favrskovbilletten.dk eller ved personlig henvendelse på et af bibliotekerne i kommunen. Prisen er 75 kr. i forsalg, 100 kr. ved døren og kun 50 kr. hvis man er under 26 år," lyder det fra biblioteket.