Ansat hos SKAT meldt til politiet
En medarbejder fra SKAT er fritaget for tjeneste og meldt til politiet efter mistanke om fusk med sponsorater
Den it-konsulent i SKAT, som TV2-programmet Operation X afslørede for to uger siden, er nu meldt til politiet. Det fortæller SKAT nu, efter at TV 2/NYHEDERNE er kommet i besiddelse af en intern skrivelse fra SKAT.
"Politianmeldelsen er ensbetydende med en uvildig behandling af sagen og sikring af retssikkerhed for de involverede parter", hedder det i skrivelsen.
SKAT bekræfter i dag, at medarbejderen nu er meldt til politiet,
skriver TV2
.
Derudover har SKAT ingen yderligere kommentarer. Dermed afviser de også at kommentere medarbejderens nuværende situation som ansat i SKAT, men i den interne skrivelse hedder det:
"Leif Schandorph fritages samtidig for tjeneste indtil videre."
Politianmeldelsen kommer på baggrund af programmet Operation X der afslørede at IT-konsulenten har skaffet sponsorer til den lokale håndboldklub fra sit netværk i it-branchen.
Leverandører af it-ydelser hos SKAT havde leveret sponsorater til klubben HØJ Håndbold i Ølstykke og Jyllinge, og flere leverandører har bekræftet overfor TV 2/NYHEDERNE, at det var konsulenten i SKAT der foreslog sponsoraterne. Den sammenblanding af arbejde og fritid er af flere juridiske eksperter blevet kaldt ulovligt.
SKAT vil ikke i dag kommentere hvad medarbejderen er meldt til politiet for, eller hvad deres egne interne undersøgelser har vist i sagen.