Lige ved og næsten ved Årets Hestegalla
Det blev ved den ærefulde nominering for opdrættere og hesteejere på Djursland, da årets bedste indenfor en række kategorier blev afsløret lørdag eften ved Årets Hestegalla for galop og trav på Hotel Nyborg Strand.
Stutteri Thorskovgaard fra Nimtofte var et af tre nominerede stutterier i kategorien Årets Opdrætter indenfor galop, men det blev Stutteri Hjortebo fra Bjerringbro, som løb med æren ved den afgørende kåring.
"Vi fik meget ros for vores opdræt, men Hjortebo er med 42 afkom et meget større stutteri sammenlignet med vores syv afkom," fortæller Lone Jensen fra Stutteri Thorskovgaard.
På trods af de relativt få afkom har Stutteri Thorskovgaard i 2009 været den næstmest vindende opdrætter hvad indløbne pengepræmier angår.
Loire måtte bøje sig for Salling-familiens hest
Heller ikke galophesten Loire fra gården Frederikkesminde ved Holme udenfor Ebeltoft, som var nomineret inden for kategorien Årets 2-Åring, opnåede at blive udråbt som vinder. Michael Sørensen fra Frederikkesminde var med til festen på Hotel Nyborg Strand, men det blev den kendte Salling-familie fra Århus, som med to-åringen Sir Randolph løb med prisen som både Årets 2-Åring og Årets Galophest. Sir Randolph ejes af Karin Salling.
Omkring 500 mennesker fra den danske trav- og galopelite var samlet til Årets Hestegalla i Nyborg. Et af højdepunkterne var kåringen af den regerende verdensmester, travkusken Birger Jørgensen, som Årets Kusk indenfor travets kategorier.