Nye hajer er rykket ind i Kattegatcentret i Grenaa
Hajerne, der har været i to måneders karantæne, blev forleden flyttet ud i udstillingen i Kattegatcentret i Grenaa. Karantænen skulle til, for at man fra kattegatcentret var sikre på, at hajernes trivsel og appetit var i top, inden de kom ude til de andre fisk.
Hammerhajerne stammer fra Caribien. De måler 40-50 centimeter, og er endnu ikke udvoksede.
Transporteret i hovedpudebetræk
De fire huehammerhajer er som andre arter af hammerhajer let at genkende på deres mærkværdige hovedform, som har givet hammerhajen dens navn. Dog har netop denne race en akilleshæl ved øjnene. Øjnene er ekstra udsatte, idet de er placeret på hver sin side af det brede hoved. Derfor måtte medarbejderne være ekstra forsigtige og ikke mindst opfindsomme, da de flyttede hajerne.
"Vi flytter normalt vores hajer i net, men da vi var bange for, at et net ville skade huehammerhajernes sårbare øjne, valgte vi i stedet at flytte dem i et vådt hovedpudebetræk, og det virkede helt perfekt," fortæller marinebiolog og kurator Rune Kristiansen.
Huehammerhajerne er flyttet ud i akvariet "Den tropiske lagune", hvor de blandt andet bor sammen med konæserokker, adskillige koralfisk og en guitarfisk.