DF i Norddjurs vil have gravpladser til Musse og King
Dansk Folkepartis ene kommunalbestyrelsesmedlem, Inger K. Andersen i Norddjurs, er blevet opmærksom på, at der i de store byer i Norddjurs Kommune ikke findes steder, hvor borgerne kan begrave deres kældedyr. Derfor er borgerne som oftest henvist til at bruge deres egen have til at begrave deres døde kæledyr. Til ugunst for miljøet, ifølge Dansk Folkeparti.
Derfor rejser Inger K. Andersen bringer nu en sag på den politiske dagsorden. Hun har bedt borgmester Jan Petersen (S) om, at der optræder et punkt på kommunalbestyrelsens dagsorden om emnet ved næste møde.
Haven er okay
Kæledyr må gerne begraves i egen have. Det fremgår af et indlæg på Fødevarestyrelsens hjemmeside.Det er også tilladt at begrave kæledyr på kæledyrsgravpladser, ifølge bekendtgørelse nr. 745 af 10. juli 2009 om registrering og drift af kæledyrsgravpladser.
Hvis man ønsker at nedgrave sit kæledyr i egen have, skal man forinden kontakte de lokale miljømyndigheder i sin kommune for at sikre sig, at der ikke gælder særlige forholdsregler for nedgravning det pågældende sted, f.eks. en grundvandsboring eller lignende.
"Det er kun tilladt at begrave kæledyr som f.eks. hunde, katte, marsvin og stuefugle. Produktionsdyr, hvad enten disse holdes som produktionsdyr eller som kæledyr, må ikke nedgraves, men skal bortskaffes i henhold til biproduktforordningen. Eksempelvis må heste og hængebugsvin ikke nedgraves," hedder det på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Skrappe regler for dyrekirkegårde
En ny bekendtgørelse, "Bekendtgørelse om registrering og drift af dyrekirkegårde", trådte i kraft 18. juni 2008. Anledningen var en EU-forordning. Ifølge den skal gravpladserne både have køle- og fryserum, og der skal være rindende vand og faciliteter til håndvask. Desuden skal der være hegn om pladsen for at ræve og andre dyr ikke kan komme ind, og der skal være mindst 130 centimeter jord over dyret eller kisten.
I Danmark er stadig tradition for, at de fleste lader dyrlægen tage sig af hunden eller katten, når den er blevet aflivet. Tidligere blev aflivede dyr sendt til destruktion på en kød- og benmelsfabrik, men nu sender alle dyrlæger dem til kremering, og man kan få en urne med asken tilbage.