Norddjurs vil låne 23 mio. kr. til otte projekter
For en gangs skyld strammer regeringen ikke skruestikkerne endnu en tak på kommunerne, men giver dem mulighed for at fremrykke anlægsinvesteringer ved at stille to lånepuljer på i alt 3 mia. kr. til rådighed.
Og Norddjurs Kommune har handlet hurtigt og lagt billet ind på i alt 23 mio. til at fremrykke eller realisere i alt otte projekter.
Derfor kan især ældre borgerne se frem til et nyt varmtvandsbassin i plejecenter Fuglsanggården i Grenaa, et demensdagcenter ved Fuglsanggården, renovering af servicearealerne ved plejecenter Bakkely i Auning, og en renovering af aktivitetscentret i den gamle sygehusbygning i Ørsted. Disse fire projekter forventes at opnå lån fra lånepuljen på to mia. kr. på kvalitetsfondsområderne.
Energibesparelser og trafik
Fra lånepuljen til øvrige områder med én mia. kr. i kassen er der planer om at låne penge til energibesparende foranstaltninger til næsten 6 mio. kr. Der skal også spares energi på Grenaa Bibliotek ved hjælp af 3,1 mio. kr., der skal ske en fremrykning af en forbedring af sceneforhold og kunstnerfaciliteter i Kulturhus Pavillonen i Grenaa, og endelig en række trafiksikkerhedsforanstaltninger.
Projekterne på de øvrige områder udgør i alt 16,7 mio. kr. af de samlede 23 mio. kr.
Økonomien i kort snor
Ansøgningen om adgang til at låne de 23 mio. kr. skulle være fremme senest 14. december og den politiske behandling skulle gennemføres så hurtigt, at de respektive politiske udvalg ikke kunne nå at blive hørt.
Der var dog fuld opbakning til låntagningen i kommunalbestyrelsen i tirsdags, men der blev også manet til forsigtighed omkring udvidelserne oveni et i forvejen højt aktivitetsniveau.
"Det er gode projekter, som SF har talt for. Men det er penge vi skal låne, og lige nu udvikler vores likviditet sig i negativ retning. Men vi kan håbe på bedre tider," sagde Jytte Schmidt (SF).
Borgmester Jan Petersen (S) forsikrede, at Økonomiudvalget ville holde godt øje med den økonomiske udvikling i kommunen.