Jubilæums-påske med billig mad og utraditionelle Tørfisk
1. april er det fem år siden, at Mads Egebjerg overtog Restaurant InSide. Ikke mange gav ham store chancer for at overleve. Nu altså fem års jubilæum for fuld fart.
I InSide bliver tiden omkring påsken lidt anderledes end de tidligere år. Baggrunden er den, at Mads Egebjerg har fem års jubilæum i restauranten, og det skal naturligvis ikke gå stille af.
I påskedagene vil der blive specielt billige tilbud, og måske kommer der også en gæstekok og »optræder«:
Spis for en hund
”Påsken er den tid, hvor mange drager på rejse eller i sommerhus, men dem, der bliver herhjemme, skal også have det lidt godt. Derfor nogle specielt billige tilbud på den kulinariske front,” lover Mads Egebjerg.
Konceptet menes at blive i stil med det, som InSide lige nu er startet på. Det foregår under mottoet: »Spis dig glad og mæt for en hund«.
Det betyder i øjeblikket, at der søndag fra kl. 13 er flæskesteg med hele svineriet og fromage (citron? Man kan næsten høre giro 413 i baggrunden!). Om torsdagen fra kl. 18 er der så stegt flæsk og persillesovs.
Det mere præcise indhold til påske kommer vi tilbage til senere. Men det ligger fast, at ikke mindst børnene skal have noget at glæde sig til.
Tørfisk med ny dressing
Den store jubilæumsaften bliver fredag efter påske, altså 9. april.
Ud over god mad bydes for fjerde gang på Tørfisk i Store Sal. De foregående gange har der været udsolgt, så mon ikke det sker igen.
Ovenikøbet når vi kan ile med at love, at det bliver en special-koncert, som de herrer leverer i InSide. De er gået i tænkeboks, og så kan man jo frygte det værste. Vi kan ikke udelukke, at der kunne komme lokale indslag. Heller ej, at der kunne være gæstesolister med! Måske ved vi mere, når vi nærmer os påske.