Salon Afrodite i Voldum har nu to ejere
Efter fem år som ansat er Tina Madsen nu ligestillet med sin veninde og tidligere chef, Rikke Poulsen
Hvis man spørger frisør Tina Madsen fra Virring, så kender hun sin kollega og nu tidligere chef, Rikke Poulsen bedre end sin egen mand. Det er blandt andet derfor at de to frisører i Voldums frisørsalon på Voldumrudvej har besluttet sig for i fælleskab at eje salonen, der i syv år har eksisteret med Rikke Poulsen som ejer. De seneste fem år har Tina Madsen været ansat som frisør. De to kvinder kender hinanden fra tidligere frisørjobs, venskabet går faktisk over 14 år tilbage.
Jordens perle
"Vi kender nærmest hinanden bedre end vores egne mænd, vi arbejder alligevel på lige fod. Jeg har lige så meget ansvar her i salonen, som Rikke, så det var nærmest indlysende," fortæller 34-årige Tina Madsen om ejerskabet, der trådte i kraft 1. januar. Privat bor hun i Virring, er mor til tvillinger på halvandet år og har de seneste fem år - minus barsel - arbejdet i salonen på Voldumrudvej. Og hun vil ikke bytte, selvom hun har arbejdet på større saloner, både i Aalborg og Randers. "Det er faktisk mere udfordrende at klippe og style hår her, end andre steder, vores kunder tør mere her i Voldum og omegn," lyder det fra Tina Madsen, der kalder Voldum for "Jordens perle."
Tirsdag er åbent efter aftale
Rent praktisk kommer kunderne ikke til at mærke de store forskelle efter ejerskiftet. Tirsdag bliver der åbent efter aftale, i stedet for før, hvor der de fleste hverdage er åbent fra 09.00-17.30. Onsdag er der som sædvanligt åbent fra 14.00 til 21.00, mens de andre hverdage fortsætter som før.
Ingen ændringer
"Sker der andre ændringer," spørger Tina sig selv og sin medejer, Rikke Poulsen. "Nå jo, vi tager på en inspirationstur til London eller Paris i løbet af dette år." Og nu tænker de fleste shopping, men det afviser Tina Madsen. "Det handler mest om at vi skal ud på gader og stræder og så på besøg i undergrundsmiljøerne. Det er tit her, at de nye trends kommer fra. De unge klipper sig selv og vi kan tit viderudvikle deres ideer," lyder det fra den nybagte medejer af Afrodite Frisør i Voldum.