Har du været i Lalandia? Så er du måske blevet 63 millioner kroner rigere
Vinderen har endnu ikke meldt sig.
En person, der efter alt at dømme har tilbragt noget tid i Lalandia, kan være blevet 63 millioner rigere.
Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
De mange millioner kroner blev tirsdag aften vundet på en Eurojackpot-kupon købt i Lalandia Holiday Store i Rødby– men vinderen har endnu ikke meldt sig.
En usædvanligt heldig dansker har fået mere end bare rynket hud med sig fra Lalandia i Rødby: I løbet af søndagen tog en badegæst nemlig en pause fra bassinkanten og slog et smut rundt om feriecenterets egen købmand, hvor vedkommende købte en Eurojackpot-kupon, som tirsdag aften viste sig at være ikke mindre end 63.287.630 kroner værd.
Vinder har ikke meldt sig
Hos Danske Spil er man endnu ikke blevet kontaktet af vinderen, og spørger derfor: Er det dig?
»Vi glæder os meget til at høre fra den heldige vinder fra Lalandia, så vi kan give de 63 millioner kroner godt videre. Det må være en helt speciel følelse at tage hjem fra en badeferie med så mange penge på lommen – men vedkommende ved det måske ikke engang endnu,« siger Martin Dalsgaard Andersen, marketingdirektør hos Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark.
Da vinderen af de mange penge endnu ikke har meldt sig, så vides det stadig ikke, om vedkommende er rejst hjem endnu.
58 år med badevinger
Lalandia oplyser i øvrigt, at det sagtens kan arrangeres at vinderen bare bliver boede i badelandet:
»Inklusive slutrengøring, guldarmbånd, forplejning og al tænkelig luksus kan man bo i vores dyreste hus ’Classic Plus 8’ i cirka 58 år - hvis vinderen ønsker at booke, så får vi det lagt ind i kalenderen,« lyder det med et smil fra Lalandia.
jro