Madam Mim i Trustrup fik stjålet øl og cola
Værtshuset Madam Mim på Århusvej i Trustrup tager gerne imod gæster, men helst ikke af den uvelkomne slags. Sådan et par stykker har der været på besøg i tidsrummet fra tirsdag kl. 17.00 til onsdag formiddag kl. 11.15
Det kunne konstateres, at ukendte gerningsmænd havde opbrudt en dør og fra værtshuset stjålet to kasser øl og fire kasser cola.
Desuden er en spilleautomat på værtshuset blevet smadret.
To indbrud i vinterkulden
Vinterkulden og snedækket lægger en dæmper på de kriminelle aktiviteter på Djursland, så det er begrænset, hvad vicepolitikommissær Helle Edelbo, Grenaa Politi, kan fortælle om i døgnrapporten.
Men natten til onsdag er ukendte gerningsmænd brudt ind i en villa på Helshøjvej ved Følle ved at knuse en rude. Udbyttet af indbruddet er ikke gjort op.
Desuden er der ved et indbrud i en lejlighed i Lysningen i Ebeltoft natten til onsdag stjålet et ministereoanlæg. Gerningsmanden har brudt en dør op for at komme ind.