22-årig skal to måneder bag tremmer
Ung Nivåborger dømt for at true sagsbehandler, betale med falsk pengeseddel og være i besiddelse af våben og narko
Trusler, en falsk 1000 kroneseddel, våbenbesiddelse og overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og dopingmidler med videresalg for øje.
En 22-årig mand fra Nivå er ved en domsmandsret i Helsingør idømt fire måneders fængsel, heraf de to måneder betinget med en prøvetid på to år.
Af sagen fremgår det, at den 22-årige tilbage i 2008 truede en sagsbehandler i Fredensborg Kommune. Politiet har i den forbindelse beslaglagt en 'pencilpistol', en strømpistol, en butterflykniv og knojern.
Ifølge anklageskriftet har han derudover forsøgt at betale med en falsk 1000 kroneseddel på McDonalds i Kokkedal, ligesom politiet har beslaglagt ulovlige dopingpræparater, 20 gram hash og 7,5 gram kokain på den unge mands bopæl.
Den 22-årige mand har stort set nægtet sig skyldig i alle forhold med undtagelse af våbenbesiddelsen samt narko- og dopingstofferne, men har afvist at der var tale om videresalg.
Alligevel har den unge Nivåborger valgt at modtage dommen, som desuden indeholder et års tilsyn under kriminalforsorgen.