Handelsbanken kom fornuftigt ud af 2009
Nyt regnskab for Handelsbanken, der overtog Lokalbanken for godt et år siden, viser gode takter i en svær tid
Handelsbanken er netop kommet med sit årsresultat for 2009, og det viser fornuftige takter trods de svære tider. Således endte året med et plus på 309 mio kroner og indtægter på i alt 1.184 mio. kroner - begge dele er fine stigninger i forhold til 2008.
Samtidig viser regnskabet, at Lokalbanken nu er på vej til at være fuldt integreret i Handelsbanken, der overtog Lokalbanken i fjerde kvartal af 2008. Det er også en af årsagerne til, at regnskabet viser flere omkostninger især på personalesiden, der i sagens natur er vokset med overtagelsen. Men det kan ikke ændre ved, at resultatet samlet set er 64 mio. kroner bedre end sidste år - en stigning på 26 procent.
"Økonomien og markedsvilkårene taget i betragtning er vi kommet meget tilfredsstillende igennem 2009. Vi har som altid fokuseret på at holde fast i vores stabile og langsigtede måde at drive banken på, så vi har kunnet holde omkostningerne nede og samtidig fastholde et højt aktivitets- og serviceniveau. Kombinationen af at have gode og meget tilfredse kunder, dygtige medarbejdere, en konsekvent kreditpolitik og en enkel tilgang til hverdagen er hjørnestenene for Handelsbanken. Dette har sammen med vores stærke finansielle position gjort, at vi har udviklet samarbejdet med vores eksisterende kunder og tiltrukket mange nye kunder," mener Frank Vang-Jensen, adm. direktør for Handelsbanken Danmark.
Handelbanken og Lokalbanken har filialer især i Nordsjælland og Midtjylland. Det gælder eksempelvis Fredensborg, Hillerød, Allerød, Birkerød, Farum, Lynge, Frederikssund, Stenløse og Lyngby.