Ikea medarbejderne fik smileys fra kunderne
Happy Days i vinterferien i Ikea, hvor kunderne har givet smileys til medarbejdere, der yder en ekstra god service
Smil - det smitter! Det gamle mundheld gælder stadig.
I hvert fald i Ikea Århus, der i løbet af tre Happy Days i starten af vinterferien satte fokus på den gode service og dialogen med kunderne. Ved indgangen blev kunderne modtaget af Ikea's medarbejdere, der uddelte tre badges med smileys. Kunderne blev opfordret til at uddele badges til de medarbejdere, de mente ydede en ekstra god service.
"Det var en kanon god oplevelse både for kunderne og for os medarbejdere. Jeg endte selv med at have 72 badges på mig, og alle mine badges gav en ekstra grund til at smile. Når kunderne fik øje på mig, sagde de: "Prøv at se hende dér. Hun har rigtig mange smileys på. Hun må yde en ekstra god service"," fortæller 22-årige Tenna Vangsgaard, der er lederaspirant i Boligtilbehør i varehuset.
Skulderklap
"Det er dejligt med et skulderklap fra kunderne og opleve den positive energi mellem kunderne og os. Det smitter jo," siger Tenna Vangsgaard.
De mange smil har også bredt sig til varehuschef Lena Vandal, der er yderst tilfreds med de tre Happy Days.
"Det har været med til at skabe god stemning og arbejdsglæde blandt medarbejderne, og de mange smil og den gode stemning fra vores Happy Days giver et ekstra skud energi til den service, Ikea Århus skal være kendt for at levere hver gang," siger Lena Vandal.
I morgen hylder kollegaerne den medarbejder i Ikea, der har høstet flest badges fra kunderne.