Pasbestilling automatiseret
Det er slut med at udfylde papirformularer i lange baner og medbringe fotos, når borgerne i Skanderborg Kommune fremover skal have fornyet deres pas
En ny pas-automat klarer alt bureaukratiet på to minutter inklusiv fotografering. Højst tre uger efter besøget i borgerservice dumper det nye pas ind af brevsprækken.
"Vi ekspederer hvert år omkring 6.000 pas, så det letter arbejdet ikke bare hos medarbejderne i borgerservice, men også for kommunens borgere. Tidligere skulle borgerne eksempelvis selv medbringe pasfoto, og vi måtte ofte afvise fotos, fordi de ikke levede op til de formelle krav. Det undgår vi helt med den nye pas-automat," siger en tilfreds borgercenterchef Niels Tapdrup.
For at bestille nyt pas skal borgere nu blot møde op i borgerbutikken på Rådhuset i Skanderborg med sit gamle pas eller dåbsattest. Borgerens sætter sin autograf på en glasplade og herefter overføres underskriften automatisk til passet. Næste trin er, at automaten tager et billede af borgeren, der så kun mangler at betale.