Fuglene får maden serveret
Der er - bogstavligt talt - ikke fugls føde i de tilfrosne søer i Nordsjælland, men nu kommer Dyrenes Beskyttelse de sultne fugle til undsætning
Vinteren har nu varet så længe og været så kold, at Dyrenes Beskyttelse har valgt at tage utraditionelle metoder i brug. I et forsøg på at komme de sultne vandfugle, der har svært ved at finde mad i de tilfrosne søer, til undsætning, er foreningen begyndt at fodre fugle flere steder i landet.
Og når man først er gået i gang med at fodre fuglene, så fanger bordet, fortæller Suzanne Valeuer, der er kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Birkerød.
"Vi kan ikke stoppe med at fordre fuglene, før der igen er åbent vand overalt, og fuglene selv kan skaffe føde," siger Suzanne Valeur, der sammen med to andre frivillige troligt tropper op ved Birkerød Sø hver eneste dag for at fodre de hårdt ramte fugle.
Helst korn
Det meste af Birkerød Sø er dækket af et stort, tykt lag is, og ænder, svaner og blishøns har samlet sig i det nordøstlige hjørne, hvor der stadig er et lille hul med frit vand.
"Alle fuglene samler sig om det lille hul, men det kan også være grobund for en ulækker sump, hvis man smider mad ned i vandet til fuglene. Det er vigtigt, at man fodrer fuglene oppe på land og med helt korn. Der er mange, der går ned og får gammelt brød hos bageren, og det er også en sød tanke, men det er ikke fuglenes tarv, og det kan sammenlignes med, at vi spiser pizza hver dag. Man kan godt fordre fuglene med brød, men de kan ikke leve af det," fortæller Suzanne Valeuer.
Til gengæld skal man sørge for at få godt brød fra bageren, der ikke er muggent, og så skal det skæres ud i tilpas små stykker, så det ikke sidder fast i fuglenes næb eller hals, lyder rådene fra Suzanne Valeur.
Umiddelbart kunne det virke oplagt at gribe ind og fodre massivt, når fuglene sulter. Men menneskers fodring af vandfuglene er mere komplekst end som så. Der skal hele tiden tages stilling til en række faktorer, for at fodringen ikke gør mere skade end gavn. Fuglene må for eksempel ikke blive inaktive i deres egen søgen efter foder.