Forældrene bliver hørt i skovbørnehaven Giberhytten
Pædagogisk leder kan ikke genkende kritik fra privatiseringsgruppe
"Det er altid beklageligt, hvis nogen oplever ikke at blive hørt, og det tager vi i hvert eneste tilfælde meget seriøst", siger Jannike Nøhr Olesen, der er pædagogisk leder af Langenæsstien 6 B, som Giberhytten hører ind under.
Hun mener, det er ærgerligt, hvis der sker en privatisering af Giberhytten på grund af utilfredshed hos forældrene.
Jannike Nøhr Olesen udtaler sig, fordi leder af dagtilbud 102, Ruth Theilmann, har ferie. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra pædagogisk leder af Giberhytten, Kim Vester Nielsen, der ligeledes har ferie.
Ikke mange møder
Jannike Nøhr Olesen fortæller, at dagtilbud Langenæsstien er organiseret på samme måde som alle andre dagtilbud, hvor der er mere end én afdeling, nemlig med en fælles bestyrelse og et forældreråd for hver afdeling.
Der er generelt en løbende og konstruktiv dialog med forældrerådene, og kritikken fra Giberhytten går ifølge hende ikke igen i de øvrige forældreråd.
Om de mange møder, Laila Toft nævner i sin kritik, siger Jannike Nøhr Olesen, at medarbejdere og ledelse helt naturligt holder møder om forhold, der vedrører børnene, pædagogikken, arbejdsforhold og lignende.
Helt overordnet har børn og voksne på Langenæsstien de samme grundvilkår som byens øvrige institutioner, når det gælder normering og økonomi, og antallet af møder mellem pædagogerne i dagtilbuddet og ledelsen har ikke ændret sig i den periode, Giberhytten har været en del af dagtilbuddet.
Hvad angår Langenæsstiens ledelse, som består af dagtilbudslederen og de pædagogiske ledere fra de øvrige afdelinger heriblandt Giberhytten, mødes den to en halv time hver mandag formiddag. Også dette er uændret i den periode, Giberhytten har været en del af dagtilbuddet, siger hun.
Ikke stor udskiftning
Jannike Nøhr Olesen afviser, at der skulle være sket en stor udskiftning af personalet.
Ifølge hende var den seneste udskiftning i medarbejdergruppen i Giberhytten i september 2009, hvor en ny pædagogisk leder tiltrådte. Desuden gik en pædagog på orlov sidste sommer. I alt er der tre pædagoger og en medhjælper i Giberhytten.
"Det er klart, at en lille afdeling er sårbar over for udskiftninger og orlov, og det er netop grunden til, at der er et tæt samarbejde med Langenæsstiens øvrige afdelinger, så der kan dækkes ind ved sygdom og lignende. Men sygdom kan være årsagen til, at man oplever dage, hvor børnene ikke kommer i Giberhytten. Baggrund er en aftale med forældrerådet om, at der af sikkerhedsmæssige årsager skal være tre medarbejdere med, når man tager af sted", siger hun og fortsætter:
"Hvis forældre oplever at få modstridende informationer, skal jeg beklage, og det vil ledelsen tage op som en naturlig del af at sikre det bedst mulige tilbud til børn og forældre. Hvad angår Langenæsstiens pædagogiske grundlag diskuteres det løbende i forældrerådene men også i forældrebestyrelsen, hvor der også sidder forældre fra Giberhytten", slutter hun.