Faldende elevtal bringer Fredensborgs skoler i fare
Et fald på næsten 700 elever frem til 2019 kan betyde lukning eller sammenlægning af skoler i Fredensborg Kommune
Mens alle prognoser peger på, at børnetallet de kommende år vil falde i Fredensborg Kommune, er behovet for skoler skævt fordelt. Det kan føre til nogle store omvæltninger på skoleområdet, vurderer lokalpolitikerne.
"Vi står i den paradoksale situation, at vi et sted i kommunen har brug for en ny skole, mens der er overkapacitet andre steder, og den bliver større de kommende år. Med den svære, økonomiske situation kan vi ikke stiltiende se på, at den enkelte elev bliver ramt af unødvendige besparelser, fordi vi ikke har tilpasset skolestrukturen til virkeligheden. Derfor indleder vi nu en proces, hvor vi tager en åben debat om, hvordan vi indretter skolerne til de udfordringer, vi står overfor. Det bliver ikke nogen nem opgave, men den er nødvendig," siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (A).
Børne- og skoleudvalget havde sagen om skolestruktur på dagsordenen i den forløbne uge, og i fortsættelse heraf siger formand Hanne Berg (F), at skolerne skal være fagligt og økonomisk bæredygtige, så de bedre kan tilpasse sig ændringer i elevtal, økonomi og indhold.
"Det er også vigtigt, at elevsammensætningen på skolerne ikke bliver skæv, så nogle skoler får en stor koncentration af ressourcesvage elever. Alle undersøgelser viser, at de svageste elever får glæde af, at der er ressourcestærke elever i klassen," siger Hanne Berg.
Færre skoler uundgåeligt?
Baggrunden for disse udtalelser er særdeles dyster. Med de konkrete tal, der foreligger, vil Fredensborg by i 2019 have en nedgang i elevtallet på 13,3 % og kun behov for fem spor. I Humlebæk er tallene -15,1 % og fire spor, Nivå -11,7 % og fire spor, Kokkedal -2,1 % og fire spor og Karlebo -10,9 %.
Gennem en årrække har ressourcestærke forældre desuden fravalgt bestemte skoler i kommunen, hvilket har betydet, at der er kommet den skæve udvikling på disse skoler, bemærker Hanne Berg.
Til udvalgsmødet havde administrationen indstillet, at 'afskaffe fravalgsskoler i Fredensborg Kommune', som det hedder.
Så langt ønskede udvalget dog ikke at gå i første omgang, og man vedtog i stedet at tilslutte sig målet om, at skolerne i Fredensborg Kommune skal have en størrelse, der gør dem 'fagligt og økonomisk bæredygtige'.
Tidsplanen for igangsættelse af strukturændringer på skoleområdet hedder dog ikke 2019, men 2010, for allerede nu er elevtallet faldende. Derfor indledes der en møderække nu, og den skal afsluttes på et byrådsmøde inden d. 1. december, hvis ændringerne skal få virkning fra skoleåret 2011/2012.
Debatten bliver derfor skudt i gang med et møde den 4. marts for bestyrelser, medarbejdere og interesserede borgere. Her vil det blive gennemgået, hvordan situationen for skolerne er i dag, og hvorfor Børne- og Skoleudvalget finder det nødvendigt at ændre skolestrukturen.