Påbud og fotos efter faldulykker
Hvis adgangsveje er glatte skal renovationsfolk droppe at tømme - og tage et billede
Påbud fra Arbejdstilsynet i forbindelse med flere faldulykker får nu Renosyd og Marius Pedersen A/S til at indskærpe, at renovationsfolkene skal lade spande og sække stå, hvis adgangsvejene er glatte af is eller sne.
Mange steder er der fortsat spejlglatte indkørsler og fortove, og her må grundejerne vente til næste tømningsdag eller selv sørge for at få kørt affaldet til forbrænding.
"Men vi springer først en tømning over, når vi har vurderet de konkrete forhold i hvert enkelt tilfælde. Vi forbigår altså ikke en hel vej, fordi noget at den er glat. Vi kører alle veje igennem som normalt, hvis de er farbare, og tager affaldet med, hvor det er muligt. Men vi er naturligvis nødt til at overholde de påbud, Arbejdstilsynet kommer med," siger direktør Annemette Fuglsang fra Renosyd.
Selv om skraldemænd har sat deres førlighed på spil for at komme frem og få tømt affaldsbeholdere, har der været klager, men i følge Renosyd er der mere ros end ris, og selskabet tager nu billeder i de tilfælde, hvor der ikke tømmes.
"Så har vi noget at tale ud fra, hvis vi efterfølgende skal drøfte sagen med kunden, som måske oplever det som mærkeligt, at vi kan tage affald med fra en husstand, men springer den næste over," siger Annemette Fuglsang.