Folketingets formand Thor Pedersen til skak i Hillerød
I onsdags fejrede Hillerød Skakklub sin 100 år fødselsdag med en reception hvor æresgæsten var Folketingets formand Thor Pedersen
Den tredje februar 1910 blev Hillerød Skakklub stiftet ved et møde på det dengang fornemme Hotel Kronprinsen. Redaktør Hansen og redaktionssekretær Knauer havde indkaldt andre af byens spidser til en stiftende generalforsamling, hvor klubben blev oprettet med 16 medlemmer. Der var afstemning om, hvorvidt damer kunne blive indmeldt, men forslaget blev nedstemt.
Fest i Kedelhuset
Den skelsættende begivenhed blev onsdag den 3. februar markeret med en storslået fest i Kedelhuset, hvor omkring 80 besøgende var mødt op for at fejre klubben på festlig vis.
Efter Klubbens formand Hans Henrik Hviid havde budt velkommen, holdt formanden for jubilæumsudvalget, Hans Endrup Jacobsen, en inspirerende jubilæumstale om klubbens liv før og nu, og om klubbens tanker og ideer for fremtiden.
Thor var æresgæst
Blandt de mange højdepunkter var besøget af en hemmelig gæstetaler. Det viste sig at være ingen ringere end Folketingets formand Thor Pedersen, der i veloplagte vendinger fortalte om sin interesse for skak og sammenlignede skak med det politiske liv og mindedes ungdomsårene i Hillerød Skakklub, som han var medlem af for cirka 50 år siden.
Thor Pedersen fortalte, at han stadig spiller skak, dog på computer. Her kan man i modsætning til politik blot slukke for spillet, hvis man er i problemer. Thor Pedersen understregede, at man både som politiker og skakspiller sidder overfor en modspiller, men ikke en modstander.
100 års lokal skakhistorie
Et andet af aftenens højdepunkter var præsentationen af »Skak i hundrede år«, klubbens ambitiøse bogprojekt på 128 sider i farvetryk der i tekst, billeder og skakdiagrammer fortæller den spændende historie om skaklivet i Hillerød fra 1910 til i dag.
Bogen kan erhverves for 100 kroner hos klubbens formand eller kasserer.