Århus-drenge arrangerer støttefest for Etiopien
Fire drenge fra Viby og Risskov arrangerer støttefest for Etiopien i Folkedansens Hus i Åbyhøj
Det startede med en løs idé for et halvt års tid siden. De to drenge fra Viby og Risskov Amanuail N. Taddese,19, og Josef Kiros, 17, der begge er fra Etiopien, snakkede sammen om at lave en støttefest netop for Etiopien.
Idéen blev dog ved tanken dengang, men i december sidste år gik de to drenge sammen med to kammerater fra Risskov - Andreas Landsfeldt, 16, og Juliant Singh, 16 - og nu bliver idéen ført ud i livet med en støttefest i Folkedansens Hus i Åbyhøj 19. februar fra klokken 21-2, hvor alt overskud går til det fattige land.
"I december begyndte vi så småt at regne ud, hvad der skulle til for at kunne holde en stor støttefest, og næste skidt var så at finde sponsorer, som kunne hjælpe med udgifterne til lokale, vagter spiritus og så videre," fortæller de fire kammerater.
Viden For Alle støtter
Det lykkedes drengene at få kontakt med den internationalt anerkendte NGO Viden For Alle, som støtter skolebyggeri i Etiopien. Viden For Alle var positive overfor støttefesten og bakker op om drengene.
"Vi synes det er et godt initiativ, og at det er friskt at så unge drenge vil hjælpe," siger formand for Viden For Alle, Gert Jensen.
Støtten fra Viden For Alle er dog ikke helt nok til at dække alle udgifter, så drengene har selv lagt 2000 kroner ud hver.
"Resultatet er det hele værd. Vi har jo, hvad vi skal bruge her - Etiopien har ikke de samme muligheder som os. Vi har endnu ikke helt besluttet, hvad pengene konkret skal gå til i Etiopien - om det er skoler eller noget andet," siger drengene.
Mange har hjulpet
Ud over Viden For Alle har drengene fundet tre artister samt en dj, som alle spiller gratis under festen - der er tale om dj'en djNatal, rapperen Krilla, rapperen Cartago Jones og rap- og r&b-gruppen med de tre drenge Faraz, Fatih og Khaled.
"Vi er meget målrettede men er alligvel overraskede over, hvor hurtigt det er gået med at stable festen på benene, og hvor mange der har villet hjælpe," siger drengene og fortsætter.
"Vi synes egentlig, at det er ret stort, at nogle så unge som os kan lave så stor en fest."
Gæster til festen
Det sidste led for at kunne holde en fest er selvfølgelig at få gæster til festen. Her har de tre drenge taget Facebook i brug, delt flyers ud og hængt plakater op. Det har betydet, at der i skrivende stund er kommet 250 på gæstelisten efter bare tre dage.
For at deltage i festen
skal
man være skrevet på gæstelisten. Det sker ved at skrive sit fulde navn til mailadressen
mani_viby@hotmail.com
og så ellers møde op til festen, sige sit navn og betale 80 kroner i entré. Drengene siger:
"Og så håber vi ellers bare på en rigtig god fest selvfølgelig helt uden ballade."