Stenløse Center skifter navn
Et markant løft i markedsføringen og et navneskift skal få Stenløse Center til at fastholde kunderne i lokalområdet
Fra 2008 til 2009 er andelen af lokale kunder, der oftest handler i Stenløse Center faldet fra 78 til 66 procent, og samtidig bliver konkurrencen fra andre storcentre markant større.
Det har fået ejerne af Stenløse Center til at give centerforeningen et markant løft til markedsføring i år - et løft som også de lokale butikker giver penge til. Samtidig tager centeret navneforandrding til Egedal Centret, og får i det hele taget nyt design og nyt logo. Det hele kører i gang den 1. maj.
Kampagnen blev offentliggjort på et møde i Stenløse Bio onsdag aften, hvor knap et par hundrede medarbejdere og butiksejere i Stenløse Center deltog.
Her blev det grønne logo og den nye annoncekampagne præsenteret sammen med en opfordring til butikkerne om også selv at shine forretningerne op med nye idéer og tiltag.
"Markedsføring og nyt logo giver helt sikkert fornyet interesse om centeret, men det er jer i butikkerne, der skal sørge for reel fremgang," sagde center-ekspert Bruno Christensen i en timelang pep-talk til de fremmødte.
Overdækning
Formanden for centerets ejere, Lennart Pedersen, havde ikke konkret nyt med til medarbejdere og butiksejere, men der er fuld fart på overvejelserne om en modernisering, sagde han.
"Vi har arbejdet med adskillige arkitektforslag gennem tiderne, og vi har også diskuteret overdækning. Jeg kan love, at vi kommer med et udspil inden for kort tid. Vi vil skabe noget unikt i centeret, hvor borgere og kunder kan færdes i et godt miljø," sagde Lennart Pedersen.
Navnet "Egedal Centret" blev i øvrigt også godkendt af Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune onsdag. "Egedal Centret" bliver nemlig nyt gadenavn i Stenløse for de forretninger og beboere, der har haft adresse i "Stenløse Center".
Det nye design er lavet af Tina Lindstam, der har sin egen tegnestue i Kirke Værløse, og det bliver nu hendes opgave at få styr på markedsføringen og det grafiske udtryk i Egedal Centrets annoncer.