Snestormen lammer bustrafikken
Movia kan i Frederikssund og Egedal Kommune melde om indstillede busser og voldsomme forsinkelser
Aftenens og nattens snestorm har i den grad skabt problemer for den kollektive trafik i store dele af landet. I Frederikssund og Egedal Kommune meldes der også om indstillede busser og forsinkelser.
"I Frederikssund Kommune drejer det sig først og fremmest om linje 302. Den kører ikke til Oppe Sundby, busvejen og Snostrup. Derudover kører linje 307 kun mellem Frederikssund og Slangerup. I Egedal Kommune kan vi oplyse, at linje 217 til Veksø blev indstillet i går aftes. Den kører stadig ikke. Linje 334 kører ikke mellem Stenløse og Farum men kun mellem Holte og Farum. Resten af busruterne i de to kommuner kører med forsinkelser", siger Claus Hermansen fra Movia.
Mange indstillede busser
Det er ikke kun Frederikssund og Egedal Kommune som er ramt af bus-forsinkelser. Det er mere eller mindre status i hele Nordsjælland.
"I hele vores område på Sjælland har der været flere indstillede busser eller forsinkelser", siger Claus Hermansen.