500 mio. kr. på vej til Nordsjælland
Regeringen åbner for renoveringspuljer på knap en halv milliard til renovering af skoler, daginstitutioner og veje i 11 kommuner i Nordsjælland
Nedslidte skoler, daginstitutioner og veje i Nordsjælland kan nu se frem til at få et ansigtsløft. Samtlige af Nordsjællands kommuner har fået tilsagn om, at de får mulighed for at optage lån til nye anlægsaktiviteter. I alt er Nordsjælland blevet tildelt næsten en halv milliard kroner fra regeringens særlige lånepuljer.
Folketingsmedlem Sophie Løhde (V) glæder sig over, at nordsjællænderne nu kan se frem til forbedringer af blandt skoler, daginstitutioner og veje.
Nordsjællands 11 kommuner er næsten blevet tildelt en halv milliard fra regeringens særlige lånepuljer til nye anlægsaktiviteter. Lånepuljerne er en del af aftalen om finansloven for 2010. Den ene pulje på to mia. kr. er målrettet investeringer på kvalitetsfondsområderne, mens den anden pulje udgør 2,3 mia. kr. og vedrører investeringer på øvrige områder, herunder veje.
"Det er glædeligt, at de nordsjællandske kommuner i vid udtrækning har fået andel i regeringens lånepuljer til nye anlægsinvesteringer. Den halve milliard til Nordsjælland er med til at understøtte vækst og beskæftigelse og samtidig dæmpe udviklingen i ledigheden," siger Sophie Løhde (V).
To puljer
Kommunernes anlægsbudgetter for 2010 viste, at kommunerne havde budgetteret med at bruge færre penge end regeringen har aftalt med KL i økonomiaftalen for 2010. De to lånepuljer blev derfor oprettet for at give kommunerne en ekstra økonomisk mulighed for at investere i nye anlægsaktiviteter, og hermed realisere et historisk højt anlægsniveau.
Kommunerne har kunnet søge to forskellige lånepuljer: Den ene pulje er målrettet daginstitutioner, folkeskoler, visse idrætsfaciliteter og ældreområdet. Den anden pulje omfatter resten af det kommunale område – blandt andet investeringer i veje.
"Lånepuljerne betyder en række ekstra forbedringer af blandt andet de nordsjællandske skoler, dagsinstitutioner og veje, da pengene udelukkende går til nye projekter, som ikke i forvejen var indeholdt i budgetterne. På den måde sikrer de nye lånepuljer nogle meget høje anlægsinvesteringer i 2010, som også kan være med til at skabe flere arbejdspladser i en finanskrise," siger Sophie Løhde (V) og nævner som eksempel, at Egedal Kommune skal bruge en del af deres ekstra låneadgang på at renovere byens skoler.
1,3 mia. ekstra
Der var oprindelig afsat tre mia. kr. i de to puljer, men beløbet blev efterfølgende forhøjet til 4,3 mia. kr. for at imødekomme ansøgningerne og skabe flere arbejdspladser rundt om i landet. I alt har 89 kommuner fået tilsagn om låneadgang for samlet 4,3 mia. kr.
Samtidig understreger Sophie Løhde (V) dog, at eftersom kommunerne udgør en væsentlig del af den offentlige sektor, så det er derfor nødvendigt også at have fokus på kommunerne som led i styringen af den offentlige økonomi efter krisen. Ifølge Sophie Løhde er det derfor på den ene side nødvendigt at balancere mellem hensynet til at understøtte vækst og beskæftigelse og på den anden side hensynet til den samlede offentlige økonomi efter finanskrisen:
"Pengene som kommunerne låner nu, skal betales tilbage senere. For selv om finanspolitikken i 2010 er mere lempelig end i de fleste andre vestlige lande og der er afsat betydelig flere investeringer, så er vi samtidig også nødt til at tage hensyn til den økonomiske situation på den lange bane, hvor det er nødvendigt at alle parter udviser økonomisk ansvarlighed," siger hun.
Fakta:
Låneadgang fra puljen på 2 mia. kr. til investeringer på kvalitetsfondsområderne i 2010
Nedenstående tabel viser fordelingen for kommunerne i Nordsjælland af den særlige lånepulje på 2 mia. kr. til investering på kvalitetsfondsområderne for 2010 afsat i medfør af finanslovaftalen for 2010.
Kommune/ Låneadgang i 2010 (mio. kr.)
Furesø 20,4
Allerød 36,5
Fredensborg 5,1
Helsingør 39,2
Hørsholm 29,8
Rudersdal 20,5
Egedal 37,8
Frederikssund 16,8
Halsnæs 11,2
Gribskov 42,0
Lyngby-Taarbæk 5,9
I alt: 265,2 mio. kr
Låneadgang fra puljen til investeringer på øvrige områder, herunder veje i 2010
Nedenstående tabel viser fordelingen for kommunerne i Nordsjælland af den særlige lånepulje til investering på øvrige områder, herunder veje for 2010 afsat i medfør af finanslovaftalen for 2010.
Kommune / Låneadgang i 2010 (mio. kr.)
Furesø 10,0
Fredensborg 25,3
Helsingør 18,0
Hørsholm 5,7
Rudersdal 23,1
Egedal 21,0
Frederikssund 0,7
Halsnæs 48,9
Gribskov 44,5
Lyngby-Taarbæk 10,8
I alt: 208 mio. kr.
Fakta: De særlige lånepuljer
Den særlige lånepulje på to mia. kr. til kvalitetsfondsinvesteringer er et tillæg til lånepuljen på 800 mio. kr. målrettet investeringer på kvalitetsfondsområderne afsat i aftalen om kommunernes økonomi for 2010. Puljen er forbeholdt investeringer på børne-, skole- og ældreområdet.
Den særlige lånepulje til investeringer i øvrige områder, herunder veje er et tillæg til den såkaldte ordinære lånepulje på 200 mio. kr. for 2010. Puljen har et bredt sigte, og kommunerne kan ansøge om låneadgang til de fleste former for anlægsinvesteringer.
For begge puljer gælder, at låneadgangen er forbeholdt nye projekter, dvs. projekter hvortil der ikke i 2010 er afsat rådighedsbeløb i de kommunale budgetter, og som ikke ellers ville blive gennemført i 2010.