Kommune mangler plads til restsne
Den enorme snemængde skaber pladsproblemer på vejene, og Park- og Vejafdelingen arbejder nu for at finde egnede opbevaringspladser til restsneen
En af de helt store udfordringer for Lyngby-Taarbæk Kommunes Vintertjeneste er ikke overraskende sneen. For al den sne som er faldet i den seneste tid ligger og fylder godt op på vejene overalt i kommunen.
"Sneen skal placeres et eller andet sted. Dengang amtet stadig eksisterede, måtte man køre sneen ud i Øresund, men nu er der kommet øgede miljøkrav, så den mulighed har vi ikke længere," siger Niels-Kristian Ibsen, der er afdelingsleder for Park- og Vejafdelingen.
Det er blandt andet det hensyn, at restsneen indeholder affaldsstoffer fra bilos, som gør det forbudt at smide sneen i vandet.
Kommunen er derfor nu i gang med at finde en løsning, så vejene ikke bliver omdannet til skibakker.
"Man kan altid tage nogle parkeringspladser, men det bliver folk nok ikke lige glade for," siger Niels-Kristian Ibsen.