Slagter Byskov vender tilbage
Thomas Byskov, søn af Ejvind Byskov, som igennem 30 år har drevet den kendte Byskovs slagterforretning på Adelgade, åbner 1. marts ny butik i lokalerne Møllegade 4, det tidligere Møllegades slagter
Slagter Byskov bliver igen en fast del af Skanderborgs bybillede, når Thomas Byskov den 1. marts åbner butik på Møllegade. Thomas er sjette generation i lige linie af slagtermestre i den Byskovske slægt. Selv er han opvokset i sine forældres butik på Adelgade, og Thomas har her arbejdet med, siden han var helt lille. Han nåede at arbejde som svend, sammen med farfar, Kristian Byskov, hvor der blev talt meget om det stolte håndværkstraditioner, som Thomas også har arvet.
"Dét, jeg brænder for er den "gammeldags" slagterforretning med hjemmelavede kvalitetsprodukter, godt kød og sidst, men ikke mindst, et godt og erfarent personale. Derfor er det da også præcis sådan en butik, man vil kunne opleve på Møllegade til marts," fortæller Thomas.
Thomas har en bred og solid erfaring indenfor branchen. Gennem sin karriere har Thomas samlet erfaring, bl.a. fra Tyskland, i en af Münchens største og mest moderne og slagterbutikker med 60 ansatte. Læretiden foregik hos Landslagteren i Fåborg. Efterfølgende som butikssvend i slagterbutikker i henholdsvis Assens og Odense.
"De erfaringer og dertil ni års arbejde som butikssvend i min fars butik på Adelgade samt senest som slagtermester i henholdsvis Hammel og Randers har sat tingene på plads for mig. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang, og møde såvel gamle, som nye kunder, og vi vil gøre alt for at leve op til deres forventninger," slutter Thomas.