Falck foder sultne fugle
Den iskolde vinter har nu ramt fuglene så hårdt, at Falck må rykke ud med foder
Den iskolde vinter gør det så svært for mange fugle at finde føde, at Falck nu har arrangeret fuglefodringer rundt omkring i Nordsjælland.
Her er det de sultne svaner ved Kronprins Frederiks Bro, der får lidt godter til maven af Torben Simonsen fra Falck. Også i Jægerspris har Falck fået nys om sultne fugle, da synet af afkræftede og sultne blishøns ved Kyndby Havn var mere end, hvad end mand fra Jægerpris havde hjerte til at udholde.
Dyrenes beskyttelse fik derfor straks besked om de stakkels fugle, og sammen med Falck har foreningen nu iværksat en daglig fodring af hønsene.
Også fugle i Hillerød og Fredensborg får besøg af den "rullende madvogn" fra Falck, fortæller vagtcentralchef hos Falck, Thomas Reimann. Ifølge ham er det meget usædvanligt at fuglene nu sulter så meget, at der er behov for mad fra Falck:
"Jeg har været i Falck i små ti år, og mig bekendt har vi aldrig fodret fugle før," siger han.
Foderordningen fortsætter så længe det er nødvendigt, så hverken blishønsene ved Kyndby Havn eller svanerne ved Kronprins Frederiks Bro kommer til at sulte i den nærmeste fremtid.