Galten-koncern lukker kassen
Selskaber med ialt 280 ansatte standser betalingerne efter 2009-underskud i Aarhusegnens Andel på 230 millioner kroner
Aarhusegnens Andel A.m.b.A. med hovedkvarter i Galten er gået i betalingsstandsning. Meddelelsen kom mandag efter længere tids økonomiske problemer. Selskabet sluttede 2009 med et underskud på 230 millioner kroner, og betalingsstandsningen rammer både hovedselskabet med lagerafdelinger i Galten, Århus, Hasselager og Boulstrup og en række datterselskaber, herunder kæden Alt til Dyr A/S. Konsekvenserne for de i alt 280 ansatte ligger nu i hænderne på DLG og Danish Agro. De to selskaber overtager den kriseramte koncern, hvis konkurrencemyndighederne godkender det. Aktiver og passiver overdrages i så fald til de to konsortiedeltagere, og godkendes planen, sikres det, at hverken kunder eller kreditorer lider tab. Det gør andelshaverne til gengæld. Som det ser ud nu, mister de to tredjedele af deres andelskapital.